Spiloppen
Velkommen til Spiloppen - for os er den fornemmeste opgave at skabe meningsfulde læringsmiljøer der tager udgangspunkt i, at alle børn skal have de samme muligheder for leg, læring, udvikling og trivsel.
Vores værdier
Spiloppen er en stor institution, hvilket – pga. huset og personalegruppens størrelse – giver mulighed for i mindre grupper og stuevis at skabe ro til fordybelse, gode sociale relationer og høj faglig udvikling. Vi arbejder med det gode børneliv, voksenliv og familieliv, og målet er, at alle børn, familier og personale skal trives og være i udvikling.
I fællesskab har vi skabt vores grundlæggende holdning til det pædagogiske arbejde. Vores hverdag tager altid udgangspunkt i Spiloppens grundlæggende værdier:
Tryghed - Gennem nærvær med børn og forældre, og gennem tillid til os selv og hinanden
Faglig kvalitet - Giver arbejdsglæde og energi samt fagligt kompetent personale
Respektfuldt samarbejde - Gennem åben og ærlig kommunikation og rummelige fællesskaber
For personalet er en høj standard i faglighed og en god tilrettelæggelse med til, at skabe såvel personlig som fælles arbejdsglæde og sikre, at vi ser det enkelte barn. Herigennem rummer vi alle børn og forældre - også dem med et særligt behov.
Samskabelse
Det er en tillidssag at skulle aflevere sit barn til andre mennesker. Derfor vægter vi at etablere en god relation til forældrene, hvor der er tillid og de kan føle sig trygge. Vi ønsker et fællesskab, der er præget af tæt og konstruktiv dialog med respekt for den enkelte familie. Det er forældrene der kender deres børn bedst og det er det vi tager udgangspunkt i samarbejdet.
Sådan ser her ud
Spiloppen er en stor institution med mange muligheder.
Vi har mange forskellige rum, som vi udnytter når vi fordeler os i små grupper med henblik på skabe gode rammer for leg og læring.
Vi har to store fællesrum – et i vuggestuen og et børnehaven – sidstnævnte bruger vi bl.a. til fælles-fredag, hvor alle børn i huset deltager i en fælles samling.
Derudover har vi et stort motorik- og bevægelsesrum med klatrevæg, redskaber og madrasser. I dette rum har vi en projektor som vi bruger til bl.a. forældremøder og arrangementer, hvor vi så kan åbne selve væggen op til det tilstødende fællesrum og skabe et endnu større rum.
Vi har også et ”krea-rum” og et sprog-rum. Det bruges eksempelvis til ”mulighed for at lege sproget ind”
Udendørs har vi to store legepladser med klatretårne, rutsjebaner, sandkasser mm. På børnehavens legeplads har vi også et bål-hus hvor på de udendørs fælles-fredage laver mad over bål.
Læs mere om Spiloppen
Spiloppen er et stort hus med mange mennesker. Vi er normeret til 96 børn og har 25 personaler, herunder pædagoger, pædagogmedhjælpere, studerende og vikarer. Børnene og personalet er fordelt over 6 grupper:
Vuggestuen 0-3 år
Brumbassestuen
Guldsmedstuen
Mariehønestuen
Børnehaven 3-6 år
Isbjørnestuen
Tigerstuen
Girafstuen (storebørnsgruppen)
I Spiloppen har vi fokus på fællesskabet såvel som det enkelte barn. Derfor har vi både faste rutiner med eksempelvis samling hvor vi er sammen hele stuen, men vi går også dagligt i små grupper for at skabe læringsmiljøer med ro og tryghed til være og lære.
DAGENS AKTIVITETER
Vi åbner hver dag kl. 06:30 hvor der er mulighed for at få morgenmad frem til 07:15. Herefter begynder vi stille og roligt at fordele os på de forskellige stuer.
Kl. 9.00 holder vi samling på hver stue – her synger vi bl.a. ”godmorgen-sang” hvor vi får sagt godmorgen til alle. Vi snakker om hvem der evt. ikke er til stede og hvad der skal ske i løbet af dagen. Samlinger også altid præget af pædagogisk indhold, som f.eks. sangkuffert, bordteater eller historiefortælling. Børnene får også brød og frugt.
Formiddagene går med leg og aktiviteter i forskellige grupper fordelt i huset, på legepladsen og ture ud af huset.
Kl. ca. 10.30 spiser vuggestuen frokost og kl. 11 er det børnehavens tur. Efter frokost står den på putning i vuggestuen og børnehaven gør sig klar til at gå på legepladsen.
Ca. 13.30 begynder vuggestuen på eftermiddagsmaden hvor børnene løbende deltager når de vågner fra deres lur.
Kl. 14 går børnehaven i gang. Så er det i gang igen med leg både inde og ude.
Kl. 17 (16.30 fredage) siger Spiloppen tak for i dag og vi ses i morgen
I Spiloppen glæder vi os altid til frokost, som er et stort højdepunkt for mange børn.
Både fordi vi får lækker mad, men også fordi måltids-situationen indebærer hygge, fællesskab og læring.
Hos os snakker vi meget om mad-mod – at have mod på at smage på maden, også når det er anderledes og nyt. Vores kost er meget varieret og derfor kan børnene også møde retter og råvarer som er ukendte, hvilket for nogen kan være udfordrende. Vi er som personale opmærksomme på hvordan vi præsenterer maden og hvad vi kan gøre for at gøre det mere trygt for børnene og på den måde forhåbentligt bidrage til mere mad-mod. Vi opfordrer og motiverer til en nysgerrig tilgang til maden, men kan et barn ikke lide maden eller er der ikke lige tilstrækkelig mod på at smage, så er der altid rugbrød at hente. Desuden har vi også meget fokus på selvhjulpenhed i forbindelse med måltidet.
Frokostmåltidet fra The Cantina skifter mellem dage med rugbrødsmadder og dage med varm mad.
- Ved rugbrødsdagene kommer alt anrettet på fade, klar til at blive sendt på stuerne.
- Ved dage med varm mad, er maden samlet i bokse (hygiejne og sikkerhed), så de selv kan fordele i skåle og på fade, så der er til alle bordene.
The Cantina laver en overordnet madplan for 4 uger ad gangen. Madplanen tilpasses hver enkelt institution i dagtilbuddet, da det er forskelligt hvilke dage de får kold og varm mad.
Menuer opslås på Aula.
Udtalelse fra: Casper Chebørløv Brix, The Cantina, vores leverandør:
“Hos The Cantina er vi optaget af bæredygtighed, økologi og kvalitet, som en del af vores daglige værdisæt. Yderligere er vi fokuserede på at sikre nærende, varieret og spændende mad til alle vores kunder.
De måltider The Cantina udvikler til børn i daginstitutioner tager udgangspunkt i en indgående indsigt i måltidet, som socialt samlingspunkt, et sted hvor fællesskaber dannes samt hvor fødevarer som pædagogiske virkemidler har indflydelse på udviklingen og dannelse af det unge barn. Der er taget højde for børnenes mulighed for selvbestemmelse i løbet af måltidet, forstået således at maden serveres på fade, hvor det er tydeligt hvilke ingredienser der fremgår. Ydermere giver udformningen af frokosten også mulighed for at børnene afhængigt af motorisk udvikling og niveau af selvbestemmelse selvstændigt kan tage fra fadene og nyde det måltid, som det enkelte barn finder mest interessant.
Der er taget udgangspunkt i de 5 smage, økologi og sæson, som udgangspunkt for alle måltider tilrettet den gældende årstid. The Cantina har altid fokus på den bæredygtige del af måltidet. Dette betyder at vi er optagede af, at der ikke er langt fra jord til bord.”
Der er mere info på The Cantinas hjemmeside: Link til The Cantina
Vi stemmer om det
Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.
Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.
Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.
Stuerne i Spiloppen
Vuggestuen
Brumbassestuen: 51 57 58 77
Mariehønestuen: 51 57 58 82
Guldsmedestuen: 41 85 48 98
Børnehaven
Tigerstuen: 51 57 58 78
Isbjørnestuen: 41 87 37 47
Girafstuen: 41 85 48 97